
Føler du dig trist om morgenen, når du skal op på arbejde? Har du svært ved at sige nej til nye opgaver, selvom du har mere end rigeligt? Føler du dig overset, overhørt eller misforstået af din chef eller kollegaer?
Problematikkerne på arbejdspladsen er mange, men det er rådene til, hvordan du kan håndtere dem, heldigvis også. Og det kan både være spændende, udviklende og inspirerende at arbejde sammen med andre mennesker og indgå i nye faglige fællesskaber, men det kan også være udfordrende, stressfremkaldende og angstprovokerende.
En uforudsigelig hverdag
Det moderne arbejdsliv byder os ofte en omskiftelig og uforudsigelig hverdag. Vi skal indgå professionelt i relationer, vi skal præstere, og vi skal samarbejde – og så kan det hele i øvrigt se anderledes ud i morgen. Også i arbejdslivet er det vigtigt, at vi grundlæggende føler os som herre over eget liv, ellers er risikoen for, at vi ‘mister os selv i arbejdet’ overhængende.
På alle arbejdspladser er der en forventning om, at vi kan præstere og skabe resultater. Et vis forventningsniveau virker som en ‘driver’ på os. Men bliver forventningerne for høje, uanset om det er os selv, vores chef eller kollegaer, der stiller dem, så sker det modsatte. Nemlig det, at forventningerne spænder ben for vores virkelyst, handlekraft og trivsel.
Dårligt arbejdsmiljø skader din trivsel
En anden problematik på arbejdspladsen, jeg ofte møder i min praksis, handler om samarbejdet og det at indgå i professionelle relationer. Her kan følelserne nemt komme i klemme. Det sker fx, hvis vi oplever dårlig stemning, sladder eller mobning, eller hvis vi slet og ret oplever, at vi bliver overset eller misforstået.
Et dårligt arbejdsmiljø er skadeligt for din trivsel, og du kan nemt reagere ved at tvivle på dig selv og på dit eget værd. Men der er andre og mere konstruktive muligheder for dig.
Hvis du føler dig stresset, utilstrækkelig eller hvis du oplever konflikter i dit arbejde, så ring til mig, så kan vi tage en snak om, hvordan jeg kan hjælpe dig med at håndtere din situation.
Jeg tilbyder arbejdsrelateret terapi både individuelt og i grupper. Du kan her læse mere om individuel terapi.
